Udskriv denne side

Opmuntrende svar om de døde

1. Der findes kun én person, som kan give pålidelige svar på spørgsmål om vore afdøde. 

Ingen af os undgår spørgsmål om liv og død. I hele denne usikkerhed, som præger livet er én urokkeligt sikker: Dette liv er engang slut. Så spørger vi: Hvad vil der ske når dette liv er forbi? Findes der et liv efter døden? Betyder døden at alt er slut? Eller oplever vi en ny begyndelse? Hvem kan give pålidelige svar? 

I bibelens sidste bog, som ifølge indledningsordene er "Jesu Kristi åbenbaring", siger Jesus om sig selv: "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler", Åb. 1, 18. Blandt jordens milliarder af mennesker er det kun Jesus, som kan sige: "Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder", og han føjer til: "Jeg har dødens og Dødsrigets nøgler". Det han selv siger, og det han ved sin Ånd åbenbarer gennem sine inspirerede tjenere, kan vi stole på. Der eksisterer ingen anden pålidelig kilde til oplysninger om dødens mysterium. 

2. Døden afslutter ikke alt for mennesket. 

Jesus sagde: "Undres ikke herover! Thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom", Joh. 5, 28-29. 

Alle døde skal engang høre Jesu røst og opstå fra deres grave. Nogen opstår til dom. Andre opstår til belønning. Anderledes kan vi ikke forstå disse ord. 

En retfærdig Gud belønner retfærdighed og straffer det onde, men i dette liv bliver godhed ikke altid belønnet eller grusomhed straffet. Derfor kommer der en opgørets dag. Når det, vi foretager os her, afgør vor fremtid og gør en ny begyndelse mulig, bliver det lettere at se en mening med livet. En af de mange bibeltekster om dette udtrykker det således: "Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: Livets Bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger", Åb. 20, 12. 

3. Det retfærdige opgør over menneskelivet finder ikke sted når døden indtræffer, men på et tidspunkt Gud har bestemt, og som kun han kender. 

Jesus udtalte sig tydeligt om dette. Han sagde: "Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlig med sine engle; og da skal han gengælde enhver hans gerning", Matt. 16, 27. 

Ifølge disse ord får vi ikke igen for vore gerninger når vi dør, men når Jesus kommer igen med alle sine engle. Om dette tidspunkt siger han: "Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himmelens engel, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene", Matt. 24, 36. 

4. De døde er i en ubevidst tilstand, indtil Jesus vækker dem op fra dødens søvn. 

Om sin gode ven Lazarus, som blev syg, døde og blev begravet, sagde Jesus: "Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne". Da tænkte disciplene, at hvis han sov, blev han snart frisk. Men så sagde Jesus rent ud til dem: "Lazarus er død!", Joh. 11, 11.14. 

Svaret, som Jesus giver os på vore ængstelige spørgsmål om de døde, er altså dette: De sover. De er lagt til hvile. Dette var ikke noget nyt. Langt tidligere skrev en inspireret forfatter: "Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingentid, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen", Præd. 9, 5-6. 

Vi tænker naturligvis på de gode minder, vi har fra vore kære, som er sovet ind. Vi dvæler ved alt det gode, som gjorde, at vi holdt af dem. Men vi skal ikke bekymre os for dem. De hviler i fred. De hviler, til Livgiveren vækker dem. Den første stemme, de skal høre, er Jesu røst. Det første ansigt, de skal se, er Jesu ansigt. Indtil det sker, hviler de trygt i hans varetægt. 

5. Ved døden går legemet tilbage til jorden som det kom fra, og livsånden vender tilbage til Gud som gav den. 

Det som finder sted i denne proces, ved døden, beskrives således: "Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den", Præd. 12, 7. 

Legemet bliver til støv, som Gud dannede det af i begyndelsen, ved skabelsen. Derom vidner utallige kirkegårde. Ånden returnerer til Gud, som gav den til kroppen ved skabelsen: "Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen (en levende sjæl)", 1. Mos. 2, 7. Livsånden fra Gud bragte liv til et livløst legeme, formet af jordens støv. Nu vender den tilbage til Gud. Ingenting tyder på, at "ånden" er et bevidst væsen. Den er selve livsgnisten, som levendegjorde dét, der ikke havde liv i sig selv. 

6. Den troende røver, som døde på korset ved siden af Jesus, gik ikke til Paradis den langfredag han døde. 

I vor danske Bibel står der, at Jesus sagde til den døende røver: "Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis", Luk. 23, 43. Ifølge denne måde at oversætte teksten på, skulle røveren komme til Paradis sammen med Jesus den selv samme langfredag, hvorpå han døde. Men her er noget, som ikke stemmer, for Bibelen gør det klart, at Jesus ikke tog til Paradis den dag! 

På den tredje dag efter langfredag står Maria Magdalena grædende udenfor Jesu tomme grav og hører pludselig en stemme, som siger: "Maria!" Hun genkender straks den opståede Jesus og vil tilbede ham. Læg så mærke til, hvad Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig; Jeg er jo endnu ikke faret op til min fader", Joh. 20, 17. På den tredje dag efter langfredag havde Jesus endnu ikke været i Paradis, hvor Gud bor. Han tog altså ikke røveren med sig til Paradis på denne langfredag! 

Forklaringen er enkel: Misforståelsen kommer fra oversættelsen fra græsk. Her gengiver vi teksten som den blev skrevet på Bibelens tid og under hvert ord den bogstavelige betydning på dansk: 

Med i Paradis

Bemærk: I den græske tekst er der ingen tegnsætning. Den eksisterede ikke på Jesu tid. Den blev først opfundet ca. 1400 år senere. Vi har altså frihed til at sætte dem, sådan som vi synes, det passer bedst med teksten. Sætter vi et kolon efter "lego", får vi den mening, at røveren gik til Paradis samme dag. Sådan gør den danske bibeloversættelse. Men vi har jo set, at Jesus ikke tog til Paradis den dag. Sætter vi derimod et kolon efter "semeron" bliver meningen forandret. Så står der: "Sandelig til dig siger jeg i dag: Med mig skal du være i Paradis". Dette må være den korrekte mening, for den stemmer med resten af Bibelen. 

Husk hvad røveren bad Jesus om: "Kom mig i hu, når du kommer i dit rige!", Luk. 23, 42. Først når Jesus kommer i sin herlighed, ønskede røveren, at Jesus skulle huske ham og tage ham med i Paradiset. Og dette lover Jesus at gøre! "Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis!" På denne tilsyneladende håbløse dag, da Jesus blev korsfæstet som en forbryder, på denne dag, der synes mørkere end alle andre, kunne Jesus give sit løfte til ham. Og når han kommer i sit riges herlighed, da skal røverens bøn blive opfyldt! Han kommer med i Paradis! 

7. De, som døde i troen på Kristus og de troende, som lever når han åbenbares (kommer igen), føres samtidig til Himmelen. 

"Vi vil ikke, brødre! At I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!", 1. Tess. 4, 13-18.

Forfatter: Alf Lohne