Udskriv denne side

Erjeg min brors vogter?

Adams sønner, Kain og Abel, var vidt forskellige i karakter. Abel viste troskab over for Gud. Han kunne se retfærdigheden og barmhjertigheden i Guds handlemåde med den faldne menneskehed og tog taknemmeligt imod håbet om forløsning. Men Kain nærede oprørske følelser og knurrede mod Gud over den forbandelse, der var udtalt over jorden og menneskeheden på grund af Adams synd. Han lod sine tanker følge de samme baner, som ledte Satan til fald, idet han nærede et ønske om selvophøjelse og drog Guds retfærdighed og myndighed i tvivl.

 Disse brødre blev stillet på prøve ligesom Adam for at bevise, om de ville tro og adlyde Guds ord. De var bekendt med den bestemmelse, der var truffet med hensyn til menneskets frelse, og de forstod det offersystem, som Gud havde indstiftet. De vidste, at de i disse ofringer skulle give udtryk for deres tro på Frelseren, som ofringerne var et forbillede på, og samtidig anerkende deres fuldstændige afhængighed af hans tilgivelse. De vidste også, at de ved at følge Guds plan for deres frelse beviste deres lydighed over for Guds vilje. Uden blodsudgydelse kunne der ikke opnås syndsforladelse, og de skulle vise deres tro på Kristi blod som den lovede soning ved at bringe de førstefødte af deres hjorde som et offer. Foruden dette skulle jordens førstegrøde frembæres for Herren som et takoffer.

 De to brødre byggede deres altre på samme måde, og begge bragte et offer. Abel frembar et offer af sin hjord i overensstemmelse med Herrens forskrifter. "Og Herren så til Abel og til hans offergave." Der kom ild ned fra himmelen og fortærede offeret. Men Kain tilsidesatte Guds ligefremme og tydelige befaling og ofrede kun frugt. Der kom intet tegn fra himmelen på, at dette offer var antaget. Abel tryglede sin broder om at træde frem for Gud på den foreskrevne måde, men hans bønner bevirkede, at Kain blot blev endnu fastere besluttet på at følge sin egen vilje. Som den ældste følte han sig hævet over formaninger fra sin broders side, og han foragtede hans råd.

 Kain kom frem for Gud med vrede og vantro i hjertet. Han troede ikke på det lovede offer og på nødvendigheden af ofringerne. Hans offergave udtrykte ingen anger over synd. Han følte, som mange gør det nu, at det ville være et tegn på svaghed at følge den plan nøjagtigt, som Gud havde givet, og lade troen på sin frelse afhænge fuldt og helt af den lovede frelsers soning. Han valgte at stole på sig selv. Han ville komme med sine egne fortjenester. Han ville ikke ofre lammet og blande dets blod med sit eget offer, men kun frembære sine frugter, resultatet af hans eget arbejde. Han frembar sit offer, som om han ydede Gud en tjeneste, hvorved han ventede at sikre sig Guds anerkendelse. Kain adlød ved at bygge et alter og ofre; men han viste kun delvis lydighed. Det vigtigste, erkendelsen af behovet for en forløser, udelod han.

 Med hensyn til fødsel og religiøs undervisning var disse brødre lige. Begge var syndere, og begge anerkendte Guds krav på ærbødighed og tilbedelse. I det ydre så det ud, som om de havde samme religion, indtil et vist punkt, men ud over det var forskellen mellem dem stor.

 I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain. Heb. 11, 4. Abel forstod forløsningens store principper. Han så sig selv som en synder, og han så synden og dens straf, døden, stå mellem sin sjæl og hans forbindelse med Gud. Han bragte et slagtoffer, ofrede liv, for derved at anerkende den overtrådte lovs krav. Gennem det udgydte blod så han frem til det fremtidige offer, Kristus, der skulle dø på Golgatas kors, og i tillid til den forsoning, som derved ville blive tilvejebragt, fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, og hans offer blev antaget.

 Kain havde samme anledning til at lære og antage disse sandheder som Abel. Han var ikke et offer for en vilkårlig udvælgelse. Den ene broder var ikke udset til at blive antaget af Gud og den anden til at blive forkastet. Abel valgte tro og lydighed, Kain vantro og oprør. Det var hele forskellen.

 Kain og Abel repræsenterer to menneskegrupper, der vil eksistere i verden lige til afslutningen. Den ene benytter sig af det offer, der er bragt for synden; den anden vover at stole på deres egne fortjenester. Deres offer bringes uden guddommelig medvirken og kan derfor ikke skaffe mennesket Guds nåde, Det er kun ved Jesu fortjeneste, vore overtrædelser kan blive tilgivet. De, der ikke føler noget behov af Kristi blod, men mener, at de kan undvære Guds nåde og sikre sig Guds anerkendelse ved egne gerninger, begår den samme fejl som Kain. Hvis de ikke tager imod det rensende blod, er de under fordømmelse. Der er intet andet middel, hvorved de kan befris fra syndens trældom.

 De tilbedere, der følger Kains eksempel, omfatter langt den største del af menneskeheden, for næsten alle falske religioner er baseret på det princip, at mennesket kan blive frelst ved at stole på sine egne anstrengelser. Det hævdes af nogle, at menneskeheden ikke trænger til forløsning, men til udvikling, og at den kan forædle, højne og genføde sig selv. Ligesom Kain mente, at han kunne opnå Guds gunst ved at bringe et offer uden at udgyde blod, således venter disse at kunne hæve menneskeheden op til det guddommelige stade uafhængigt af forsoningen. Kains levnedsløb er et eksempel på, hvad resultatet vil blive. Det viser, hvordan det vil gå mennesket uden Kristus. Menneskeheden har ingen evne til at genføde sig selv. Den hæver sig ikke opad mod det guddommelige, men synker nedad mod det sataniske. Kristus er vort eneste håb. "Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, Hvorved vi kan frelses." ApG. 4, 12.

 Sand tro, der fuldt ud forlader sig på Kristus, vil vise sig ved lydighed mod alle Guds krav. Fra Adams dage til vor tid har den store strid drejet sig om lydighed mod Guds lov. Til alle tider har der været nogle, der har påstået, at de havde ret til Guds gunst, selv om de tilsidesatte nogle af hans bud. Men skriften siger, at "ved gerningerne nåede troen sin fuldendelse", og at uden gerninger, der udspringer af lydighed, er troen "død". Jak. 2, 22. og 17. Den, der bekender sig til at tro på Gud og "ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke". 1. Joh. 2, 4.

 Da Kain så, at hans offer blev forkastet, blev han vred på Herren og Abel. Han blev vred på Herren, fordi han ikke antog menneskets erstatning for det offer, der var påbudt af Gud, og han blev vred på sin broder, fordi denne valgte at adlyde Gud i stedet for at være med i oprøret mod ham. Trods Kains ligegyldighed over for Guds bud blev han ikke overladt til sig selv. Gud nedlod sig til at tale med den mand, der havde vist sig så urimelig. Herren sagde til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?" Guds advarsel blev givet gennem en engel: "Når du handler vel, kan du løfte hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren." Det stod til Kain selv at vælge. Hvis han ville stole på den lovede frelsers fortjenester og adlyde Guds krav, ville han kunne nyde Guds gunst. Men hvis han blev ved at leve i vantro og overtrædelse, ville han ikke have nogen grund til beklagelse, fordi han blev forkastet af Herren.

 Men i stedet for at erkende sin synd fortsatte Kain med at klage over Guds uretfærdighed og at nære skinsyge og had over for Abel. Han bebrejdede vredt sin broder og prøvede at komme i strid med ham om Guds handlemåde med dem. I ydmyghed, men dog frygtløst og bestemt, forsvarede Abel Guds retfærdighed og godhed. Han påpegede Kains fejl og prøvede at overbevise ham om, at uretten var hos ham selv. Han henviste til Guds barmhjertighed, da han sparede deres forældres liv på et tidspunkt, hvor han kunne have straffet dem med øjeblikkelig død, og han hævdede, at Gud elskede dem, for ellers ville han ikke lade sin uskyldige, hellige Søn lide den straf, de var hjemfalden til. Alt dette fik blot Kains vrede til at brænde endnu stærkere. Fornuften og samvittigheden sagde ham, at Abel havde ret; men han var rasende over, at den, der før havde fulgt hans råd, nu vovede at være uenig med ham, og over, at han ikke fik tilslutning i sit oprør. I raseri slog han sin broder ihjel.

 Det var ikke, fordi Abel havde gjort Kain uret, at Kain hadede og dræbte sin broder, men "fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige." 1. Joh. 3,12. Således har de onde altid hadet dem, der var bedre end de selv. Abels lydighed og urokkelige tro var en stadig bebrejdelse mod Kain. "Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres." Joh. 3, 20.

 Jo klarere det himmelske lys er, som afspejles i Guds trofaste tjeneres karakter, des tydeligere åbenbares de ugudeliges synder, og des mere afgjorte vil deres bestræbelser blive for at komme dem til livs, der forstyrrer deres fred.

 Abels mord var det første eksempel på det fjendskab, som ifølge Guds udsagn ville bestå mellem slangen og kvindens sæd mellem Satan og hans undersåtter på den ene side og Kristus og hans efterfølgere på den anden. På grund af menneskenes synd havde Satan fået magt over menneskeheden, men Kristus ville sætte menneskene i stand til at kaste Satans åg af sig. Når som helst en sjæl ved tro på Guds Lam siger sig løs fra syndens tjeneste, optændes Satans vrede. Abels hellige liv modbeviste Satans påstand om, at det er umuligt at holde Guds lov. Da Kain drevet af den Ondes ånd så, at han ikke kunne tvinge Abel, blev han så rasende, at han tog hans liv. Og hvor som helst der er nogen, der vil forsvare Guds lovs retfærdighed, vil den samme ånd blive lagt for dagen over for dem. Det er den ånd, der til alle tider har tændt kætterbål under Kristi disciple. Men de grusomheder, der møder Jesu efterfølgere, er inspireret af Satan og hans hær, fordi de ikke kan tvinge dem til at bøje sig for deres magt. Det er et udslag af en overvundet fjendes raseri. Enhver martyr for Jesus er død som sejrherre. Profeten siger: "De har sejret over ham (den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden." Åb. 12, 9.

 Morderen Kain blev snart krævet til regnskab for sin forbrydelse. "Da sagde Herren til Kain: "Hvor er din broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min broder?" Kain var gået så vidt i sin synd, at han havde mistet forståelsen af Guds stadige nærværelse og af hans storhed og alvidenhed. Derfor tog han sin tilflugt til falskhed for at skjule sin synd.

 Atter sagde Herren til Kain: "Hvad har du gjort! Din broders blod råber til mig fra jorden!" Gud havde givet Kain lejlighed til at bekende sin synd. Kain havde fået tid til at tænke sig om. Han vidste, hvilken udåd han havde begået, og hvilken usandhed han havde udtalt for at skjule den; men han var stadig oprørsk, og domsafsigelsen blev ikke udsat længere. Guds stemme, som netop havde søgt at overtale og advare ham, udtalte nu de frygtelige ord: "Derfor skal du nu være bandlyst fra agerjorden, som åbnede sig og tog din broders blod af din hånd! Når du dyrker agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin kraft; du skal flakke hjemløs om på jorden!"

 Til trods for, at Kain ved sine forbrydelser havde gjort sig fortjent til dødsstraf, sparede en barmhjertig Gud hans liv og gav ham anledning til at angre. Men Kain forhærdede sit hjerte, opfordrede til oprør mod Guds autoritet og blev stamfader til en række dristige, forhærdede syndere. Under Satans ledelse fristede denne ene oprører andre, og hans eksempel og indflydelse øvede deres nedbrydende værk, indtil jorden blev så fordærvet og fuld af vold, at det blev nødvendigt at ødelægge den.

 Ved at spare den første morders liv gav Gud hele universet en lære, der havde betydning for den store strid. Kains og hans efterkommeres mørke historie var et eksempel på, hvad der ville blive resultatet, hvis syndere havde fået lov til at leve evigt og videreføre deres oprør mod Gud. Guds overbærenhed gjorde blot de onde endnu mere dristige og trodsige i deres ondskab. Femten hundrede år efter Kains domfældelse så verden frugten af hans indflydelse og eksempel i de forbrydelser og den besmittelse, der fyldte hele verden. Det sås tydeligt, at dødsdommen over den faldne menneskehed på grund af deres overtrædelse af Guds lov var både retfærdig og barmhjertig. Jo længere menneskene levede i synd, des mere ryggesløse blev de. Guds dom, der forkortede et liv i tøjlesløs synd og befriede verden for de forhærdede oprøreres indflydelse, var snarere en velsignelse end en forbandelse

 Satan arbejder stadig med voldsom energi og i tusinde forklædninger for at stille Guds karakter og regering i et falsk lys. Med omfattende og veltilrettelagte planer og fantastisk kraft arbejder han på at holde verdens beboere fangne i bedraget. Gud, som alene er evig og alvis, ser enden fra begyndelsen, og hans planer med hensyn til det onde er vidtrækkende og omfattende. Det var ikke blot hans hensigt at bekæmpe oprøret, men at vise hele universet dets natur. Guds plan var ved at tage form, og den viste både hans retfærdighed og hans barmhjertighed og forsvarede fuldt ud hans visdom og retfærdighed i hans handlemåde over for det onde.

 De hellige beboere på andre kloder betragtede med dybeste interesse begivenhederne på jorden. I tilstandene på jorden før syndfloden så de et eksempel på resultaterne af den regering, Lucifer havde prøvet at oprette i Himmelen ved at forkaste Kristi myndighed og tilsidesætte Guds lov. I de brutale syndere, der levede før syndfloden, så de den type undersåtter, som Satan herskede over. Menneskenes tanker var onde ustandselig. 1. Mos 6, 5. Hver følelse, hver impuls, hver tanke var i strid med de guddommelige principper for renhed, fred og kærlighed. Det var et eksempel på den frygtelige fordærvelse, der er resultatet af Satans plan om at fjerne Guds hellige lovs hegn fra hans skabninger.

 Gud benytter de kendsgerninger, som den store strid bringer for dagen, til at vise sin regerings principper, som er blevet forfalsket af Satan og alle dem, han har bedraget. Guds retfærdighed vil til sidst blive erkendt af hele verden, selv om denne erkendelse vil ske for sent til at frelse oprørene. Gud har hele universets sympati og anerkendelse på sin side, efterhånden som hans store plan skridt for skridt nærmer sig sin fuldstændige opfyldelse. Han vil også have sympatien på sin side ved den endelige udslettelse af oprøret. Alle vil indse, at de, der har forkastet de guddommelige forskrifter, har stillet sig på Satans side i krigen mod Kristus. Når denne verdens fyrste bliver dømt og alle de, der har forenet sig med ham, deler hans skæbne, vil hele universet som vidner til dommens fuldbyrdelse sige: "Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge." Åb. 15, 3.

Dette kapitel er bygget op over 1. mos 4,1-15

 


Previous page: Da Gud ville frelse
Næste side: Set og Enok