Udskriv denne side

Guds kærlighed til os mennesker

Både naturen og den hellige skrift vidner om Guds kærlighed. Vor Fader i himmelen er livets, visdommens og glædens kilde. Betragt de underfulde, skønne ting i naturen og se, hvor vidunderligt de er afpassede efter både menneskenes og alle andre levende skabningers behov og lykke. Solskinnet og regnen, der vederkvæger joden, og bjerge, hav og sletter, vidner om Skaberens kærlighed. Det er Gud, som skaffer alle sine skabninger, hvad de behøver hver dag. Salmisten siger så smukt (Sl. 145,15- 16): »Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid; du åbner din hånd og mætter alt hvad der lever med hvad det ønsker.« 

Gud skabte mennesket fuldkommen helligt og lykkeligt; og da jorden var færdig fra Skaberens hånd, var der intet, der visnede eller døde, intet spor af forbandelse var at se. Det er overtrædelse af Guds lov, som har bragt elendighed og død. Men i selve de lidelser, der er en følge af synd, åbenbares Guds kærlighed. Der står, at Gud forbandede jorden for menneskets skyld. 1. Mos, 3,17. Men torne og tidsler, de vanskeligheder og besværligheder, som fylder menneskenes liv med møje og bekymring, skulle tjene til deres gavn. De hører med til den plan, Gud lagde for at løfte dem op af den fordærvelse og fornedrelse, synden havde ført dem i. Skønt menneskene faldt, er dog ikke alting sorg og elendighed. Selve naturen bringer os budskab om håb og trøst. Der er blomster på tidslerne, og tornene er skjult af roser. 

»Gud er kærlighed.« Dette er skrevet på hver knop, som springer ud, på hvert græsstrå, der sirer frem. De dejlige fugle, som fylder luften med deres glade sang, de yndigt farvede blomster, der spreder vellugt omkring sig, skovens majestætiske træer med deres grønne blade alt vidner om Guds kærlige, faderlige omsorg og om, at det er hans vilje at gøre menneskene lykkelige. 

Guds ord åbenbarer hans væsen. Han har selv vidnet om sin uendelige kærlighed og miskundhed. Da Moses bad: »Lad mig dog skue din herlighed!« svarede Herren: »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig.« 2. Mos. 33,18-19. Dette er Guds herlighed. Herren gik forbi Moses og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde og overtrædelse og synd.« 2. Mos. 34,6-7. Han er »langmodig og rig på miskundhed«. »Han bærer over med synd.« Jon. 4,2; Mik. 7,18. 

Gud har forenet os med sig selv ved utallige tegn i himmelen og på jorden. Han har søgt at åbenbare sig for os gennem naturen og ved de stærkeste og ømmeste jordiske bånd, som menneskelige hjerter. kender. Og dog er disse blot en ufuldkommen fremstilling af hans kærlighed. Skønt Gud havde givet alle disse beviser på sin kærlighed, forblindede sjælefjenden dog menneskene, så at de betragtede Gud med frygt og anså ham for at være streng og uforsonlig. Satan fik menneskene til at forestille sig Gud som et væsen, hvis fornemste egenskab er streng retfærdighed, som en hård dommer, en barsk, fordringsfuld gældsherre. Han skildrede Skaberen som et væsen, der våger med nidkære øjne for at opdage menneskenes vildfarelser og fejl, så at han kan hjemsøge dem med sine domme. For at fjerne denne mørke skygge og åbenbare Guds evige kærlighed kom Jesus ned til denne jord og tog bolig blandt menneskene. 

Guds søn kom fra himmelen for at åbenbare Faderen. »Ingen har nogen sinde set Gud; Den enbårne Søn, som er i Faderens skød, han har kundgjort ham.« »Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.« Joh. 1,18; Matt. 11,27. Da en af disciplene sagde til Jesus: »Vis os Faderen,« svarede han: »Så lang en tid har jeg været hos eder og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen?« Joh. 14,8-9. 

Jesus sagde, da han beskrev sin jordiske mission: »Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skal lades løs, og blinde, at de skal få deres syn, for at sætte plagede i frihed.« Luk. 4,18. Dette var Jesu gerning. Han gik omkring og gjorde godt og helbredte alle, der var plaget af Satan. Der fandtes hele byer, hvor sygdom og nød var forsvundet fra hvert hus, fordi han havde færdedes der og helbredt alle de syge. Hans gerning vidnede om, at Gud havde salvet ham. Kærlighed, nåde og barmhjertighed kom til syne i alle hans handlinger. Hans hjerte hang i øm medfølelse ved menneskenes børn. Han påtog sig deres natur for at kunne skaffe dem, hvad de behøvede. De fattige og ringeste frygtede ikke for at komme til ham. Endog små børn følte sig draget til ham. De holdt af at sidde på hans knæ og se ind i hans tankefulde og af kærlighed strålende ansigt. 

Jesus holdt ikke et eneste sandheds ord tilbage; men han udtalte det altid i kærlighed. Han talte altid passende og betænksomt og viste venlig opmærksomhed i sin omgang, med mennesker. Han var aldrig uhøflig og talte aldrig et strengt ord, uden at det var nødvendigt. Han voldte ingen ømfindtlig sjæl nogen unødig smerte. Han dadlede ikke menneskenes svaghed. Han fordømte hykleri, vantro og uretfærdighed, men der var tårer i hans øjne, nå han udtalte sine strenge irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den stad, han elskede, men som nægtede at antage ham, der var vejen, sandheden og livet. De havde forkastet ham, deres frelser; men han så på dem med en øm medlidenhed. Hans liv var fuldt af selvfornægtelse og utrættelig omhu for andre. Hver sjæl var dyrebar i hans øjne. På samme tid som han altid optrådte med guddommelig værdighed, vendte han sig med de ømmeste følelser til ethvert medlem af Guds familie. Han betragtede alle mennesker som faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse. 

Dette var Kristi karakter, som den viste sig i hans liv; og dette er Guds karakter. Det er fra Faderens hjerte den i Kristus åbenbarede guddommelige barmhjertighed flyder ud til menneskenes børn. Jesus, den ømme, medlidende frelser, var Gud »åbenbaret i kød.« 1Tim. 3,16. 

Det var for at frelse os, Jesus levede, led og døde. Han blev en sorgens mand, for at, vi kunne få del i en evig glæde. Gud tillod, at hans elskelige søn, fuld af nåde og sandhed, fra en verden af ubeskrivelig herlighed steg ned til en verden, der var besmittet og fordærvet af synd, formørket af forbandelse og dødens skygge, Han tillod, at han forlod hans kærligheds skød, han, hvem englene tilbad, for at han måtte lide skam, forhånelse, fornedrelse, had og død. »Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.« Es. 53,3. 5. Betragt Guds søn i ørkenen, i Getsemane og på korset! Guds hellige søn tog syndens byrde på sig. Den, som havde været ét med Gud, følte i sin sjæl den forfærdelige adskillelse, som synden frembringer mellem Gud og menneskene. Dette fremtvang fra hans læber det smertefulde råb: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?« Matt. 27,46. Det var syndens byrde, følelsen af dens forfærdelige rækkevidde, af sjælens adskillelse fra Gud - det var dette, som knuste Guds søns hjerte. 

Men dette store offer blev ikke bragt for at vække kærlighed til menneskene i Faderens hjerte eller for at gøre ham villig til at frelse dem. Nej, nej! »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne.« Joh. 3,16. Faderen elsker os, ikke på grund af det store offer, men han bragte offeret, fordi han elskede os. Kristus var den mellemmand, ved hvem Faderen kunne udøse sin evige kærlighed over en falden verden. Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv. 2Kor. 5,19. Gud led med sin søn. Med hans dødsangst i Getsemane have og hans kvalfulde død på Golgata betalte han i sin uendelige kærlighed, hvad vor forløsning kostede. 

Jesus sagde: »Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen.« Joh. 10,17. Det vil sige: »Min Fader har elsket eder så højt, at han endog elsker mig mere, fordi jeg giver mit liv for at frelse eder. Idet jeg bliver eders stedfortræder og borgen, hengive mit liv og tager eders skyld og overtrædelse på mig, bliver jeg mere kær for Faderen; thi ved mit offer kan Gud være retfærdig og dog retfærdiggøre den, som tror på Jesus.« 

Ingen anden end Guds søn kunne skaffe os forløsning; thi ingen anden end den, som var i Faderens skød, kunne åbenbare ham. Alene den, der kendte Guds kærligheds højde og dybde, kunne åbenbare den. Intet mindre end det evige offer, som Kristus frembar for faldne mennesker, kunne udtrykke Faderens kærlighed til den fortabte menneskeslægt. 

»Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne.« Joh. 3,16. Han gav ham ikke blot til at leve blandt mennesker, til at bære deres synder og dø som deres offer, men han skænkede ham til den faldne slægt. Kristus skulle blive ét med menneskene i deres interesse og behov. Han, som var ét med Gud, har knyttet sig til menneskene med bånd, som aldrig skal briste. Jesus skammer sig ikke ved ,at kalde dem sine brødre. Heb. 2,11. Han er vort offer, vor talsmand og vor broder. Han bærer vor menneskelige skikkelse for Faderens trone, og gennem evigheden er han et med den slægt, han har forløst; han er Menneskesønnen. Og alt dette gør han, for at menneskene kan blive løftet op af den fordærvelse og fornedrelse, som er en følge af synden, for at de må afspejle Guds kærlighed og få del i hans glæde og hellighed. 

Det der blev betalt for vor forløsning, det evige offer, som vor himmelske Fader bragte, da han gav sin søn til at dø for os, bør bibringe os høje begreber om, hvad vi kan blive ved Kristus. Da apostelen Johannes betragtede højden, dybden og bredden i Faderens kærlighed til den fortabte slægt, fyldtes han med ærefrygt og beundring. Han kunne ikke finde ord passende til at udtrykke storheden af Guds ømme kærlighed; derfor opfordrer han, verden til at betragte den. Han siger: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds børn!« 1Joh. 3,1. Hvor Gud dog værdsætter menneskene højt! Ved overtrædelse blev menneskenes børn Satans undersåtter. Ved tro på Kristi forsonende offer kan Adams sønner blive Guds sønner. Da Kristus påtog sig menneskenes natur forædlede han menneskeslægten. Faldne mennesker er stillet således, at de ved forening med Kristus i sandhed kan blive værdige til at kaldes Guds børn. 

Denne kærlighed er uden lige. Børn af Den himmelske Konge hvilken dyrebar forjættelse! Hvilket emne for vor dybeste betragtning Guds kærlighed til en verden, som ikke elskede ham! Denne tanke virker ydmygende på sjælen og tager alle tanker til fange under Guds vilje. Jo mere vi betragter Guds karakter i korsets lys, desto klarere ser vi, hvorledes nåde og forladelse blandes med ret og retfærdighed, og desto tydeligere ser vi utallige beviser på en kærlighed, der er evig, og en medlidenhed, som overgår en moders ømmeste omsorg for det vildfarne barn.

Artiklen er srevet af E.G.White.