Udskriv denne side

Da Gud ville frelse

Menneskets fald fyldte hele Himmelen med sorg. Den verden Gud havde skabt, var ødelagt af syndens forbandelse og beboet af væsener, der var dømt til ulykke og død. Der viste sig ingen udvej for dem, der havde overtrådt loven. Englene afbrød deres lovsange, I alle de himmelske sale var der sorg over den ødelæggelse, som synden havde forvoldt. 

Guds Søn, Himmelens ædle leder, fik medlidenhed med den faldne menneskehed. Hans hjerte fyldtes af uendelig medfølelse ved tanken om den fortabte verdens ulykke. Men den guddommelige kærlighed havde lagt en plan, hvorved mennesket kunne blive frelst. Guds overtrådte lov krævede synderens liv. I hele universet var der kun én, der i menneskets sted kunne opfylde lovens krav. Da den guddommelige lov er lige så hellig som Gud selv, kunne dens overtrædelse kun sones af en, der var Gud lig. Ingen anden end Kristus kunne frelse det faldne menneske fra lovens forbandelse og igen bringe det i harmoni med Himmelen. Kristus ville påtage sig den skyld og skam, som var forårsaget af synden, der er så afskyelig for en hellig Gud, at den måtte skille Faderen og hans Søn. Kristus ville stige ned til sorgens dybeste afgrund for at frelse den faldne menneskehed. 

Hos Faderen bad han på synderens vegne, mens Himmelens hærskarer afventede resultatet med så intens interesse, at ord ikke kan udtrykke det. Den hemmelige fortrolige samtale varede længe "fredsrådet" for de faldne menneskebørn. (Zak 6,13.) Frelsesplanen var blevet lagt før jordens skabelse; for Kristus har været "det slagtede Lam" fra verdens grundlæggelse (Åb. 13,  ; og dog var det en kamp, selv for universets Konge, at lade sin Søn dø for den skyldige menneskehed. Men "såedes elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Joh 3,16. Hvor em forløsningens hemmelighed dog stor! Og Guds kærlighed til en verden, som ikke elskede ham! Hvem kan fatte den kærligheds dybder, som "overgår al forstand"? Gennem evige tider vil udødelige væsener undres og tilbede, idet de søger at forstå den ufattelige kærligheds mysterium. 

Gud skulle åbenbares i Kristus og i ham forlige verden med sig selv. 2Kor. 5,19. Mennesket var blevet så fornedret af synden, at det ikke i sig selv kunne komme i harmoni med ham, hvis natur er renhed og godhed. Men efter at Kristus havde forløst mennesket fra lovens fordømmelse, kunne han skænke guddommelig kraft, der skulle forenes med menneskelige anstrengelser. Således kunne Adams faldne børn ved omvendelse til Gud og tro på Kristus endnu en gang blive "Guds børn". 1Joh 3,2. 

Den eneste plan, hvorved menneskets frelse kunne sikres, indbefattede hele Himmelen i sit uendelig store offer. Englene kunne ikke glæde sig, da Kristus åbenbarede frelsesplanen for dem; thi de så, at menneskets frelse ville koste deres elskede leder usigelig smerte. I sorg og undren lyttede de til hans ord, da han fortalte dem, at han måtte forlade Himmelen, hvor der rådede renhed og fred, glæde, herlighed og udødelighed, og stige ned til den faldne jord og gennemgå sorg og skam og til sidst lide døden. 

Han skulle stå mellem synderen og syndens straf; men kun få ville tage imod ham som Guds Søn. Han ville forlade sin høje stilling som Himmelens majestæt, komme ned til jorden og ydmyge sig som menneske og ved egen erfaring gøre sig bekendt med de sorger og fristelser, mennesket ville komme til at gennemgå. Alt dette var nødvendigt, for at han kunne komme dem til hjælp, som fristes. Hebr 2,18. Når hans gerning som lærer var til ende, skulle han overgives i onde menneskers Hænder og udsættes for enhver tænkelig forhånelse og tortur, som Satan kunne tilskynde menneskene til at tilføje ham. Han skulle dø den allermest grusomme død, løftet op mellem himmel og jord som en skyldig synder. Han skulle tilbringe mange timer i så frygtelig lidelse, at englene ikke kunne udholde at se på det, men ville skjule deres ansigt. Han skulle udholde sjæleangst, og Faderen ville skjule sit ansigt for ham, mens overtrædelsens syndebyrde vægten af hele verdens synd hvilede på ham. 

Englene kastede sig ned for deres leders fødder og tilbød at ofre sig selv for menneskene. Men en engels liv kunne ikke betale gælden. Kun han, som havde skabt mennesket, havde magt til at forløse det. Men englene skulle alligevel få del i forløsningsplanen. Kristus skulle "en kort tid" gøres "ringere end englene" på grund af dødens lidelse. Hebr 2,9, Når han påtog sig menneskelig natur, ville hans styrke ikke være lig deres, og de skulle tjene, styrke og trøste ham under hans lidelser. De skulle også være tjenende ånder, som skulle sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse. Hebr 1,14. De skulle værne nådens undersåtter mod de onde engles magt og mod det mørke, som Satan stadig ville omgive dem med. 

Når englene blev vidne til deres herres lidelse og ydmygelse, ville de fyldes med sorg og harme og nære ønske om at befri ham fra hans mordere; men de måtte ikke gribe ind for at forhindre noget af det, de ville få at se. Det var en del af forløsningsplanen, at Kristus skulle udsættes for onde menneskers hån og foragt, og han indvilligede i alt dette, da han blev menneskenes forløser. 

Kristus forsikrede englene, at han ved sin død ville løskøbe mange og fælde ham, der havde dødens magt. Han ville genoprette det herredømme, som menneskene havde mistet ved deres overtrædelse, og de forløste skulle arve det sammen med ham og besidde det for evigt. Synd og syndere ville blive udslettet for aldrig mere at forstyrre Himmelens eller jordens fred. Han bad engle hæren gå ind for den plan, hans Fader havde antaget, og glæde sig over, at faldne mennesker kunne blive forligt med Gud ved hans død. 

Nu fyldtes Himmelen af usigelig glæde. En frelst verdens herlighed og lykke opvejede endog livets fyrstes offer og kval. Gennem de himmelske sale lød de første strofer af den sang, der skulle lyde over Betlehem Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!" Luk 2,14. Med en glæde, der var endnu dybere end begejstringen over den nyskabte jord, jublede morgenstjernerne "til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde" Job 38,7. 

Overfor mennesket blev forløsningen først tilkendegivet i den dom, der udtaltes over Satan i Edens have. Herren sagde: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!" 1Mos 3,15. Denne dom, der blev udtalt, mens vore første forældre hørte på det, var et løfte til dem. Samtidig med at den forudsagde kamp mellem mennesket og Satan, forkyndte den, at den store modstanders magt til sidst ville blive brudt. Adam og Eva stod som forbrydere foran den retfærdige dommer og ventede på den dom, overtrædelsen medførte; men inden de fik at høre om det hårde arbejde og den sorg, som skulle blive deres lod, eller bestemmelsen om, at de skulle blive til støv igen, lyttede de til ord, der ikke kunne undgå at indgyde dem håb. Skønt de måtte lide under deres mægtige fjendes magt, kunne de se frem til den endelige sejr. 

Da Satan hørte, at der skulle være fjendskab mellem ham og kvinden og mellem hans sæd og hendes sæd, blev han klar over, at hans bestræbelser for at fordærve menneskenaturen ville møde modstand, og at mennesket ved et eller andet middel ville blive i stand til at modstå hans magt, Men da frelsens plan blev mere fuldstændig åbenbaret, glædede Satan og hans engle sig over, at han efter at have fået mennesket til at falde kunne bringe Gud Søn ned fra hans ophøjede stilling. Han erklærede, at hans planer for så vidt var lykkedes på jorden, at Kristus kunne besejres, når han påtog sig menneskenes natur, og at den faldne menneskeheds forløsning derved kunne forhindres. 

Himmelske engle forklarede frelsesplanen mere indgående for vore første forældre. Adam og hans ledsager fik forsikring om, at de trods deres store synd ikke ville blive overladt til Satans herredømme. Guds Søn havde tilbudt at sone deres synd med sit eget liv. Der ville blive givet dem en prøvetid, og ved anger og ved at tro på Kristus kunne de atter blive Guds børn. 

Det offer, som deres overtrædelse krævede, viste Adam og Eva Guds lovs hellige karakter, og de så som aldrig før syndeskylden og syndens frygtelige resultater. I deres anger og kval bad de om, at straffen ikke måtte falde på ham, hvis kærlighed havde været kilden til al deres glæde. Den måtte hellere komme over dem og deres efterkommere. 

De fik at vide, at eftersom Guds lov er grundvolden for hans regering både i Himmelen og på jorden, kunne ikke en gang en engels liv antages som et offer for lovens overtrædelse. Ingen af dens forskrifter kunne ophæves eller forandres for at hjælpe mennesket i dets faldne tilstand; men Guds Søn, der havde skabt mennesket, kunne gøre forsoning for det. Som Adams overtrædelse havde bragt elendighed og død, således ville Kristi offer bringe liv og udødelighed. 

Ikke blot mennesket, men også jorden var på grund af synden kommet under den Ondes magt og måtte genoprettes ved forløsningsplanen. Ved skabelsen fik Adam herredømmet over jorden. Men ved at give efter for fristelsen kom han under Satans magt. "Træl er man af det, som man er bukket under for." 2Pet. 2,19. Da mennesket blev Satans fange, gik det herredømme, det havde, over til dets besejrer. Derved blev Satan "denne verdens gud". 2Kor. 4,4. Han havde tilrevet sig det herredømme over jorden, som oprindelig blev givet til Adam. Men når Kristus ved sit offer betalte syndens straf, skulle han ikke alene forløse menneskene, men også genoprette det herredømme, som menneskene havde tabt. Alt det, der gik tabt ved den første Adam, vil blive genoprettet ved den anden. Profeten siger: "Du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig." Mika 4,8. Og apostlen Paulus peger frem til den tid, da "hans ejendomsfolk kan blive forløst". Ef 1,14. Gud skabte jorden til bolig for hellige, lykkelige væsener. Herren "dannede jorden, frembragte, grundfæsted den" skabte den ej "øde, men danned den til at bebos". Es 45,18. Denne hensigt vil blive opfyldt, når den, fornyet ved Guds kraft og befriet for synd og sorg, bliver de forløstes evige bolig. "De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid." Sl 37,29. "Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham." Åb. 22,3. 

Adam havde i sin uskyldighed nydt frit samvær med sin skaber; men synden bevirkede adskillelse mellem Gud og mennesket, og Kristi sonoffer var det eneste, der kunne slå bro over afgrunden og muliggøre, at der tilflød jorden velsignelse eller frelse fra Himmelen. Mennesket var stadig afskåret fra direkte adgang til Skaberen; men Gud ville stå i forbindelse med menneskene gennem Kristus og englene. 

Således fik Adam indblik i de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie fra den tid, da Guds dom blev udtalt i Eden, til syndfloden og videre til Guds Søns første komme, Det blev vist ham, at selvom Kristi offer var tilstrækkeligt til at frelse hele verden, ville mange vælge at leve i synd frem for i anger og lydighed. Forbrydelser ville tiltage fra slægt til slægt, og syndens forbandelse ville hvile tungere og tungere på menneskeheden, dyrene og jorden. Menneskets dage ville forkortes på grund af dets eget syndige liv. Dets størrelse og udholdenhed og dets moralske og intellektuelle kraft ville aftage, indtil verden var fuld af elendighed af enhver art. Ved at tilfredsstille appetitten og lidenskaberne ville menneskene miste evnen til at fatte forløsningsplanens store sandheder. Og dog ville Kristus, tro mod den hensigt, hvormed han forlod Himmelen, fortsat nære interesse for menneskene og vedblive at indbyde dem til at skjule deres svaghed og mangler i ham. Han ville give alle, der kom til ham i tro, hvad de behøvede, og der ville altid være nogle få, der bevarede kundskaben om Gud og forblev uplettede midt i den tiltagende uretfærdighed. 

Gud påbød ofringerne, for at de stadig skulle minde menneskene om deres synd og få dem til at angre og bekende deres tro på den lovede forløser. De var bestemt til at indskærpe den alvorlige sandhed hos den faldne menneskehed, at det var synden, der var årsag til døden. For Adam var det første offer en meget smertelig ceremoni. Han måtte løfte sin hånd for at tage liv, som kun Gud kunne give. Det var første gang, han stiftede bekendtskab med døden, og han vidste, at hvis han havde været lydig mod Gud, havde hverken mennesker eller dyr behøvet at dø. Idet han dræbte det uskyldige offer, skælvede han ved tanken om, at Guds pletfri Lams blod skulle udgydes på grund af hans synd. Dette syn gav ham en dybere og mere levende forståelse af overtrædelsens størrelse, idet intet mindre end Guds kære Søns død kunne sone den. Og han undrede sig over den uendelige godhed, der ville give en sådan løsesum for at frelse de skyldige. En håbets stjerne oplyste den mørke, frygtelige fremtid og formildede dens fuldstændige trøstesløshed. 

Men forløsningens plan havde et videre og dybere formål end menneskets frelse. Det var ikke den eneste hensigt med Kristi komme til jorden. Det skete ikke blot, for at beboerne af denne lille verden skulle betragte Guds lov, som den burde betragtes; men det var for at retfærdiggøre Guds karakter overfor universet. Det var dette resultat af det store offer dets indflydelse på fornuftvæsener på andre kloder såvel som på menneskene Frelseren så frem til, da han lige før sin korsfæstelse sagde: "Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Og jeg når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." Joh 12,31-32. Kristi død for menneskets frelse ville ikke blot gøre Himmelen tilgængelig for menneskene, men ville også overfor hele universet retfærdiggøre den måde, hvorpå Gud og hans Søn behandlede Satans oprør. Den ville fastslå Guds lovs uforanderlighed og åbenbare syndens natur og følger. 

Lige fra begyndelsen havde striden drejet sig om Guds lov. Satan havde søgt at bevise, at Gud var uretfærdig, at hans lov var ufuldkommen, og at det var nødvendigt for universets bedste, at den blev forandret. Ved sine angreb på loven søgte han at omstyrte dens ophavsmands myndighed, I denne strid skulle det vise sig, om de guddommelige forskrifter var mangelfulde og foranderlige eller fuldkomne og uforanderlige. 

Da Satan blev kastet ud af Himmelen, besluttede han at gøre jorden til sit rige. Da han fristede og overvandt Adam og Eva, mente han, at han havde fået denne jord i sin besiddelse, for han sagde: "De har valgt mig til deres hersker." Han påstod, at det var umuligt at tilgive synderen, og at verden var hans. Men Gud gav sin egen kære Søn, sin egen ligemand for at han skulle bære syndens staf, og således skabte han en udvej, så at menneskene igen kunne komme til at nyde hans gunst og vende tilbage til deres Edenhjem. Kristus påtog sig at frelse menneskene og redde verden fra Satans greb. Den store strid, der begyndte i Himmelen, skal afgøres på denne jord, på det område, som Satan gjorde krav på som sit. 

Hele universet undredes over, at Kristus ville ydmyge sig for at frelse det faldne menneske. At han, som var rejst fra stjerne til stjerne og fra verden til verden og havde ført tilsyn med alt og i sit forsyn sørget for hver enkelts behov i sit mægtige skaberværk at han skulle indvillige i at forlade sin herlighed og påtage sig menneskenatur, var et mysterium, som de andre verdeners syndfri væsener ønskede at forstå. Da Kristus kom til vor jord i menneskelig skikkelse, var alle dybt interesseret i at følge ham skridt for skridt, idet han fulgte den blodplettede sti fra krybben til Golgata. Himmelen mærkede sig de forhånelser og den spot, han blev udsat for, og vidste, at det var Satan, der stod bagved. De lagde mærke til de modforholdsregler, der blev truffet. Satan bragte stadig mørke, sorg og lidelse over menneskeheden, og Kristus modarbejdede det. De så kampen mellem lys og mørke, og idet Kristus i sin sidste smerte på korset udbrød: "Det er fuldbragt" (Joh 19,30), lød der et sejrsråb gennem alle verdener og gennem selve Himmelen. Den store strid, der havde stået på så længe i denne verden, var nu afgjort, og Kristus var sejrherre. Med hans død besvaredes spørgsmålet, om Faderen og Sønnen nærede så stor kærlighed til menneskene, at de ville vise selvfornægtelse og en opofrelsens ånd. Satan havde åbenbaret sin virkelige karakter som løgner og morder. Det var tydeligt, at hvis han havde fået lov at herske over de himmelske væsener, ville han have gjort det i den samme ånd, hvormed han herskede over menneskenes børn, som var i hans vold. Det tro univers forenedes enstemmigt i at prise den guddommelige ledelse. 

Hvis loven kunne forandres, kunne mennesket være blevet frelst uden Kristi offer; men det, at det var nødvendigt for Kristus at give sit liv for den faldne menneskehed, beviser, at Guds lov ikke fritager nogen synder for dens krav på ham, Det blev bevist, at syndens løn er døden. Da Kristus døde, var Satans tilintetgørelse sikret. Men hvis loven blev ophævet på korset, som mange hævder, udholdt Guds kære Søn smerte og døden blot for at give Satan, hvad han ønskede. Så ville ondskabens fyrste have vundet en sejr, for da ville hans anklager mod Guds regering være blevet bekræftet. At Kristus bar straffen for menneskenes overtrædelser, er netop et vægtigt argument for alle skabte væsener på, at loven er uforanderlig, at Gud er retfærdig, barmhjertig og selvfornægtende, og at evig retfærdighed og barmhjertighed forenes i Guds regerings styrelse.